Frederik får ordet
Mit navn er Frederik Jensen, og jeg er opvokset på landet, hvor mine forældre havde en mindre gård med agerjord, moser og bevoksede skel. På gården havde vi køer, geder, høns, ænder og gæs. Mine forældre havde arbejde, så vores gård var ikke et landbrug, vi skulle leve af – det var en dejlig og livsbekræftende hobby.
Somrene i mine drengeår bød på ture til mosen, hvor vi studerede fuglelivet og planterne og nød den altid hyggelige summen af forskellige insekter. Min farfar gik meget op i naturen, og han elskede at vise os naturens mangfoldighed og fortælle om tiden, før det konventionelle landbrug blev effektiviseret med brugen af sprøjtemidler og forædling af sorter.
Han berettede om store marker med masser af blomster imellem kornplanterne, og hvordan det summede af liv. Min farfar kørte motorcykel, og jeg husker særligt historien om, at der ofte var så mange natsværmere i luften, at han måtte stoppe op undervejs på sine ture for at rense hjelmbrillerne for insekter.
Den og mange andre historier om naturen, som den var engang, har indprentet sig i min sjæl og står i stor kontrast til den virkelighed, jeg oplever i naturen i dag.
Monokulturelt landbrugsmiljø
Min interesse for naturen gjorde, at jeg efter gymnasiet læste videre til faglært landmand, og under min uddannelse var jeg i praktik hos flere konventionelle landbrug. Her oplevede jeg en signifikant anden tilgang til naturens orden. Markerne blev betegnet som ”flotte” og ”ukrudtsfrie”, og monokultur var vejen til et effektivt landbrug.
Øje for økologisk landbrug
Efter endt uddannelse fik jeg job hos en økologisk landmand. Her oplevede jeg en beundringsværdig respekt for naturen og blev blandt andet opmærksom på den mængde af insekter, der levede på de økologiske marker. Her så jeg, hvor meget liv der helt naturligt kan være i en mark. Siden har jeg kunnet følge udviklingen i både det konventionelle og økologiske landbrug – med øget effektivisering inden for ukrudtsbekæmpelse, ensartede og ensrettede marker og stadigt færre områder med biodiversitet.
Alle skal kunne gøre en forskel
Jeg har sat mig for at omvende vores samfunds tilgang til naturbeskyttelse, og det er en mission, jeg ikke kan klare alene. Vores natur skal ikke kun beskyttes gennem love og regler. Det skal være muligt for alle at gøre en forskel.
Derfor har jeg skabt Insekternes Beskyttelse. Her kan alle, som ønske det, deltage i kampen for bedre biodiversitet. Det gøres ved at støtte projektet med et valgfrit beløb. Pengene går til at genskabe den vilde natur, som i mange år er blevet nedbrudt og strømlinet. Hermed genskabes insekternes naturlige cyklus, levested og fødekilder. Jeg håber du vil være med på rejsen, og hjælpe mig med at genoprette et yderst nødvendigt økosystem.